Netværk for nyuddannede lærere i folkeskolen
Formål og indhold
Det kan være en stor omvæltning at gå fra lærerstudiet til det første job. Som nyuddannet lærer skal man, udover undervisningen, udvikle kompetencer i forhold til forældresamarbejde, kommunikation, tværprofessionelt samarbejde, klasseledelse og inkluderende læringsfællesskaber. Ydermere er man som nyuddannet i gang med at udvikle sin professionsidentitet.
I regi af Den mangfoldige folkeskole tilbydes ”Netværk for nyuddannede lærere i folkeskolen”. Netværket er for dig, som er nyuddannet lærer og ansat på en nordjysk folkeskole. Netværket har til formål at støtte dig som nyuddannet i udviklingen af din professionsidentitet, og dermed hvem du er som lærer. Netværket giver dig mulighed for at mødes med andre nyuddannede og sammen reflektere over og dele viden og perspektiver på det at være nyuddannet lærer i folkeskolen. Samtidig får du konkrete handlemuligheder i forhold til udfordringer i praksis.
Det kan blandt andet handle om:
- Hvordan indgår du i det tværprofessionelle samarbejde?
- Hvordan samarbejder og kommunikerer du med forældre?
- Hvordan arbejder du med de gode relationer i klassen?
- Hvordan giver du alle elever deltagelsesmuligheder i undervisningen?
Form
Netværksmøderne består af korte oplæg som afsæt for drøftelser og videreudvikling af egen praksis. Her kan du dele de tanker og spørgsmål, du gør dig i forhold til den praksis, som du netop er trådt ind i.
Tid
Vi mødes 3 gange a 2 timers varighed. Alle gange fra 15.00-17.00. Netværket afholdes på UCN Mylius Erichsens Vej 137.
Datoer:
- 10. september 2024
- 31. oktober 2024
- 25. november 2024
Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte os.
Vi glæder os til at se dig.