Lærere og pædagogers holdninger til inklusion er afgørende
Lærere og pædagogers holdninger og bekymringer i forhold til arbejdet med inklusion i skolen har afgørende betydning for, hvor vidt ambitionerne for inklusionen i folkeskolen kan realiseres. Forskere fra Professionshøjskolen UCN står bag en stor spørgeskemaundersøgelse til folkeskoler i Region Nordjylland. Forskerne kan nu præsentere de første resultater fra undersøgelsen, der er en del af følgeforskningen til projektet Den Mangfoldige Folkeskole.
Resultaterne peger blandt andet på, at nordjyske lærere og pædagoger grundlæggende er positive overfor skolens inklusionsopgave, men at de på samme tid bekymrer sig om inklusionens betingelser i skolen. Resultaterne peger på nogle dilemmaer mellem lærere og pædagogers grundlæggende positive inklusionsholdninger på den ene side og bekymringer, der leder til oplevelser af, at skolen, som den ser ud for indeværende, ikke i tilstrækkelig grad, kan inkludere de elever, der i dag er en del af almenundervisningen.
Studiet er det første af sin art i en dansk sammenhæng, der på baggrund af et betragteligt datagrundlag, undersøger betydningerne af lærere og pædagogers holdninger, bekymringer og mestringsoplevelser i forhold til inklusion.
Inkluderende klasseledelse giver panderynker
Lærere og pædagoger i undersøgelsen oplever i vid udstrækning, at de mestrer det inkluderende pædagogiske og didaktiske arbejde. Dette gør sig gældende i forhold til inkluderende didaktik og undervisning og samarbejde med kollegaer og andre faggrupper i forhold til inklusionsarbejdet.
Et område skiller sig ud med den laveste grad af oplevet mestring hos de adspurgte lærere og pædagoger. Det er i forhold til inkluderende klasseledelse. Resultaterne i forhold til inklusionsmestring ligger på niveau med internationale undersøgelser af samme fænomen. Således ligger de nordjyske lærere og pædagogers inklusionsmestring på linje med blandt andre finske lærere.
Skolens kultur spiller ind
I takt med at det pædagogiske personale føler sig bedre klædt på til inklusionsopgaven, og oplever at de lykkes med arbejdet, så får de samtidig en mere positiv holdning til arbejdet med at inkludere flere børn i den almene undervisning. Undersøgelsen viser nemlig, at der er en statistisk sammenhæng mellem lærere og pædagogers oplevelser af at kunne mestre det inkluderende arbejde i skolen og en positiv inklusionsholdning.
Resultaterne viser også, at den enkelte skoles kultur har betydning for lærere og pædagogers inklusionsholdninger samt at specialpædagogisk efter- og videreuddannelse har en positiv betydning for inklusionsholdning og færre bekymringer
Fakta om undersøgelse
- Undersøgelse af en del af den følgeforskning som Forskningscenter for in- & eksklusion i pædagogisk praksis ved Professionshøjskolen UCN foretager i tilknytning til projektet Den Mangfoldige folkeskole.
- Undersøgelsen baserer sig på data fra 156 nordjyske skoler, og 5.158 lærere og pædagoger har deltaget.
- Undersøgelsen er foretaget af Jens Sand Østergaard, lektor, Ph.d., Oline Pedersen, docent, Ph.d. og Thomas Thyrring Engsig, docent og forskningsleder, Ph.d.
- Resultaterne kan findes i artiklen ”Inklusionens fundamenter: en longitudinal undersøgelse af betydningen af lærere og pædagogers inklusionsholdninger og mestringsoplevelser”, der er udgivet i tidsskriftet Nordic Studies in Education
Vil du vide mere om undersøgelsen?
Kontakt forskningsleder Thomas Thyrring Engsig, mail tte@ucn.dk, telefon 7269 0627